Generalforsamling den 25. september 2018 i Kildehøjs Venner


Beretning 2018:


Det forgangne år, har været præget af situationen på Kildehøj, som har været gennem en turbulent tid.

Vi har ikke haft så mange aktiviteter som tidligere, men alligevel kan jeg sige, at vi har haft nogle GODE aktiviteter for beboerne.

 

Igen i august 2017, var beboerne på sommerferie. Turen gik igen til Hou, som er et utroligt dejligt sted og meget handicapvenligt. Der var 10 beboere og 4 personale samt 5 frivillige med. Vi havde det mest skønne vejr alle dage, så oplevelsen var super for os alle. Vi var alle enige om, at det er et ideelt sted at holde ferie for beboerne.

Da vi havde solgt vores ene bus,  lånte vi Birketoftens bus. Det var en rigtig god ide, for der fik vi ideen til, hvorledes vi får en ny bus, hvilket jeg kommer ind på senere.


I september blev der afholdt ”sportsdag” for alle beboerne. Et arrangement, som personalet havde arrangeret. Hvor er det dejligt, at vi har et så engageret personale. Vennekredsen var sponsor på pølsevogn, som var et stort HIT for beboerne.


Vi havde – sammen med Kildehøj – arbejdet på at indkøbe en Wellness Stol, så efter at vi havde flere modeller på prøve, blev den rigtige stol fundet og leveret i september. Stolen kostede ca. tkr. 60, hvilket Vennekredsen sponserede. De fleste af beboerne, er rigtig glade for stolen og nogle har næsten ejerfornemmelse af stolen.


Traditionens tro, så skulle der fejres Mortens Aften. Her var Vennekredsens frivillige en stor hjælp, da der var 2 frivillige i hvert hus, som sørgede for servering og hygge omkring beboerne.


I november havde vi besøg af Vildbjerg Koret, som sang julen ind for beboerne. Et utroligt skøn arrangement, hvor alle nød den dejlige sang og musik. Vi glæder os allerede til næste gang.


Sidst i november, var der igen julemarked. Nissepigerne havde igen overgået sig selv og sørget for en utrolig skøn aften, hvor der kom rigtig mange mennesker, som støttede op omkring arrangementet. Der skal herfra lyde en stor tak til Ellen Knudsen, som er koordinator, og Nissepigerne, for det store arbejde de gør for at skaffe penge til Vennekredsen. Overskuddet herfra går til bussen, således vi kan holde gang i den.


I forbindelse med en af adventssøndagene, havde vi lånt Birketoftens bus, og så kom nogle af beboerne på juletur til både Herning og Vildbjerg, for at se på julebelysningen.


Den sidste søndag i advent, fik alle beboerne en julehilsen og en julestjerne fra Vennekredsen. En god tradition, som bliver værdsat.


I efteråret, nedsatte vi et udvalg, som skulle finde en løsning på fremskaffelse af en ny bus. Det blev Vanda, Lause og Grethe.

Vi afholdt møde med Eskelund Marketing, som havde stået for bl.a. Birketoftens bus. Efter mødet. blev bestyrelsen enig om, at vi vil forsøge selv at skaffe sponsorer, som skulle medfinansiere bussen.

Vandas mand – Gert Vestergård – tilbød at hjælpe med fremskaffelse af bussen og indretningen af samme, da han havde gode kontakter, således vi kunne få en Verdensklasse bus, med stor rabat. Det sagde vi JA TAK til og så gik vi ellers i gang med at bearbejde potentielle sponsorer.

Vi havde i efteråret solgt begge busser og havde derfra lidt penge tillige med en stor donation fra Lyngtotterne og andre tilskud.

Det lykkedes at tegne nogle sponsorater og fremskaffe penge nok, således at vores nye bus ikke kom til at ligne en tivolibus.

Så den 4. maj 2018 kunne Vennekredsen overdrage en fabriksny bus til Plejecentret Kildehøj. En stor dag – både for os og Kildehøj – og ikke mindst for beboerne, som nu igen kunne komme på deres ture ”Ud i det blå”.

Vi har nu en bus, som vi kan kører ture med hele året, da vi har fået installeret air kondision i hele bussen.

Der skal her lyde en kæmpe stor TAK til vores sponsorer, for uden jer, var det ikke lykkedes.


Til vores frivillige chauffører, skal der også lyde en kæmpe stor tak for jeres engagement med at kører ture med beboerne. Det gør en kæmpe forskel for beboerne, at komme ud på disse oplevelser.


I maj var vi 2 gange i Den Gamle By med beboerne. Den første tur var også første gang vi kørte med den nye bus. Hold da op, hvor var det en skøn oplevelse i forhold til de gamle busser. Turene til Århus var begge gang rigtig skønne og vejret var med os begge dage.


Sidst i maj var vi på udflugt. Det var meningen at vi skulle have været til Haunstrup dyrepark, men da vejret var super og varmen nær de 30 g, så valgte vi at kører til Handbjerg Marina, hvor vi spiste vores medbragte mad. Her nød beboerne, at der var en frisk brise.


Bestyrelsen havde snakket om, at vi skulle finde en musiker, som kunne komme og spille for beboerne, en musikpædagog eller lignende. En af personalet – Birgitte fra hus D -, blev sat på opgaven og fandt frem til Kaj Norman Andersen fra Ikast. Ham har vi nu engageret til at spille på skift i husene ca. 1 gang i måneden i hvert hus. Det er en dejlig oplevelse for beboerne og ikke mindst for de demente.

Han havde 1 gang på hver afdeling inden sommerferien og han er nu startet op igen.


Sct. Hans aften blev i år aflyst for andre end beboerne, da omstændighederne på Kildehøj ikke var til at få gæster ude fra. Der var dog flere frivillige, som hyggede om beboerne, så dagen blev god for dem.


Jeg vil her benytte lejligheden til at takke alle i bestyrelsen, for et godt samarbejde. Til dig - Sonja – vil jeg sige stor tak for den tid, som du har været i bestyrelsen. Selv om du har valgt at stoppe i bestyrelsen, så har vi heldigvis fået din accept på, at du fortsat vil hjælpe her på Kildehøj som frivillig.


Der skal også lyde en stor tak til personalet, for et godt samarbejde. Selv om I har været igennem en svær tid, så har I altid mødt os med et smil og en venlig bemærkning.


Også en stor tak til alle de frivillige her på Kildehøj. I gør en kæmpe forskel for beboerne og jeg håber, at I fortsat vil være det store aktiv for Kildehøj, som I indtil nu har været. Vi kan slet ikke undvære jer.